Volvo Penta

Volvo Penta

Siden er ikke helt færdig, der mangler nogle billeder. Disse lå i mit kamera, og da elektronikken pludselig stod af, forsvandt billederne fra kortet, så de kommer til senere. Som følge af mange telefonopringninger, breve, samt mails til mig angående fejl på Volvo Penta 2001,2002, 2003, kraftoverføring med akselinstallation, og sejldrev, vil jeg her fortælle lidt om fejlen, samt hvordan den billigst udbedres.

Du kan også læse om emnet på www.natursejlerforeningen.dk, under links, motorer, volvo, gearbox. Siden er på engelsk.

De viste måder at lave akslen på, er dog efter min mening en del komplicerede, da de kræver specielle maskiner, som den almindelige sejler nok ikke har til rådighed. Volvo blev selv klar over fejlen, og fra motornummer 2300059159 og frem, skulle fejlen være rettet. Har du en motor med lavere nummer, er der risiko for at fejlen på et tidspunkt kommer til dig, og du bør derfor læse følgende.

 

NB. Båden bør være på land, da man ellers ikke kan løsne tærezink på akslen, og ved sejldrev, var det måske ved tiden at skifte membran.

 

I nogle både kan motor/gearkasse være vanskelig at komme til, da skabe eller lignende kan være i vejen, men når man kan komme til skal gearkassen/drev afmonteres. Først skal tærezink på akslen ved propellen løsnes, ”ellers kan akslen ikke skubbes tilbage”. Dernæst skal akselflangen som er boltet på gearflangen (pos.1.) (4 møtrikker) løsnes. Billeder vedr. sejldrev er på trapperne, da jeg først efter at denne side er lavet, har erfaret at fejlen også fremkommer når der er sejldrev på båden.

 

 

POS1

Akslen skubbes tilbage i stævnrøret, måske var det en god ide at skifte pakboxen (pos.2.) ved stævnrøret ved samme lejlighed. Kabler samt vandslanger afmonteres fra gearkassen. De 6 bolte (pos.3.) der spænder gear på motor løsnes og fjernes, og gearkassen kan herefter trækkes forsigtig bagud.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Man kan nu se på akslens mangenoter, (pos.4.) (den der går ind i motoren) om de er slidte, i dette tilfælde er langt over halvdelen slidt væk.

 

 

Motoren klodses op i bagenden under bundkar, og de bagerste motorophæng løsnes i de øverste justermøtrikker, og disse fjernes, herefter kan dæksel (pos.7) skrues løs og fjernes, herved kan svinghjul og flange ses.

Derefter kontrolleres om mangenoter i flangen (pos.5.) der sidder på motorens svinghjul er slidte, på dette billede er der så så stor slitage, at der næsten ingen noter er tilbage.

Er det tilfældet skal flangen også afmonteres, ved at løsne og fjerne svinghjulsboltene pos.6.) NB. flangen mærkes op, så den evt. kan genmonteres som den sad.

Man kan nu tage flangen, sætte den ind over akslen (pos. 4), og prøve hvor stor slitagen er, ved at dreje flangen fra side til side, uden at akslen drejer med. Kan du ikke selv vurdere, så lad en fagmand se på sagerne, for det er nemlig her at fejlen opstår. Efter flere års brug slides disse 2 dele og til sidst forsvinder forbindelsen helt og aldeles, og det passer sig jo bedst når man er på vej i havn, eller har brug for motoren i en nødsituation. Kontroller samtidig om der skulle være motorolie i bunden af svinghjulshuset, er det tilfældet, vil det være en god ide at skifte krumtappakdåsen bag svinghjulet.

Svinghjulet mærkes op så det kan monteres samme sted igen, og lirkes forsigtig ud af krumtappen. NB. tab ikke svinghjulet, da det er meget tungt. Man kan nu se pakdåsen pos.8.) som forsigtigt lirkes ud med passende værktøj.

Tør rent med en fnugfri klud, og monter forsigtigt den nye pakdåse over akslen, NB. pas på ikke at beskadige de sarte læber der kører på krumtappen. Er delene ikke så slidte at en udskiftning er nødvendig skal de rengøres, og flangen spændes på plads med svinghjulsboltene, der har fået et par dråber låsevæske inden montering, og spændes med moment som er 65 Nm. eller ca.6 Kg. Bor derefter et hul i dækslet pos.7.1.) 15-20 mm Ø for senere smøring med molybdænfedt.

HUSK støvsuger medens du borer, så evt. spåner ikke senere vil kunne gøre skade.

Smør akslen ind i lidt molybdænfedt og monter hele molevitten i modsat rækkefølge.

Inden du samler akselflangen og gearflangen

SKAL du kontroller om motoren er linet rigtig op, d.v.s. at flangernes anlægsflader skal glide perfekt sammen, når akslen trækkes ind mod gearkassen, gør de ikke det, må du til at justere på motorophængenes justermøtrikker indtil flangerne passer NØJAGTIG sammen, dette gøres med søgerblade, som stikkes ind flere steder rundt langs kanten, og flangerne skal "bide" ens hele vejen rundt,og husk, kontroller en gang til når båden er kommet i vandet. Du vil nu kunne smøre igennem hullet med molybdænfedt på spray et par gange om året, for at nedsætte yderligere slitage. Alt dette har ikke kostet andet en del sved på panden, evt. en pakdåse til ca. 700 kr. samt glæden ved at vide hvordan din kraftoverføring har det. Har du ikke mod på alt dette, og/eller er din båd i vandet, bør du bore hullet pos.7.1.) og smøre aksel/flange med molybdænfedt på spray, så har du da gjort lidt for at mindske slitagen her og nu.

Hører du derimod til blandt de ”heldige” hvor flange/aksel er så slidte at en udskiftning er nødvendig, kan du hos en volvo-penta forhandler købe flangesæt, og pakdåse til en pris af ca. 1500,00 for flangesæt og 700,00 for pakdåse, begge + Moms.

Reservedelsnr. flangesæt 3581117 og for pakdåse 40005775

Svinghjulet boltes fast med de nye unbracobolte der er med i sættet, husk låsevæske, og spændes med moment som er 65 Nm. eller ca. 6 Kg. Og nylonbøsningerne pos.9.) der er med, skubbes helt ned over bolthovederne.

Så skal der tages nogle mål, jævnfør beskrivelse der er med i sættet, der viser hvor den nye flange skal monteres på akslen, og det er her der kan spares omkring 10.000,00 kr. som en ny aksel med gearhjul koster.

Når der er målt op, og flangen er monteret med medfølgende justerskiver, svejses den fast til akslen pos.10.) NB!! Husk at vende flangen rigtigt.

Herefter skal alt samles i modsat rækkefølge, og med den nye type flange skal der IKKE smøres fremover, så her er det ikke nødvendig at bore hullet.

Det vil være en god ide at kontrollere alle 4 motorophæng, meget nøje. De kan gå itu i gummiet da de med alderen bliver bløde pos.11.)

Jeg håber at dette har forklaret lidt om fejlen, samt hvordan den billigst kan udbedres, og har du spørgsmål til ovenstående er du velkommen til at kontakte mig.

Oles Autoservice Rørdalsvej 89 9220 Aalborg Ø tlf. 9813 88 53 mob. 40 52 86 78 email autoole@olesautoservice.dk

 

 

Copyright © Oles Autoservice 2017 - All Rights Reserved